Konkurrent link-analyser – Bliv inspireret af dine konkurrenters links

En af de taktikker der er lige til at gå til, når man arbejder med linkbuilding, er at tage et kig på sine konkurrenters linkprofiler. Her kan du ofte finde inspiration til din egen linkbuilding-kampagne. Du har sikkert hørt dette råd en million gange før, hvis du har læst bare lidt om linkbuilding tidligere. Dog er det ikke nok bare at kigge på din konkurrenters linkprofil, du skal også vide, hvor du skal kigge.

Som du bliver bedre og bedre til at skaffe dine egne indgående links, vil du bruge mindre og mindre tid på at analysere dine konkurrenters linkprofiler. Når du først har arbejdet med linkbuilding et par år, er det en øvelse du kommer til at bruge meget lidt tid på. Årsagen til dette er rimeligt simpel; som tiden går og du har arbejdet mere og mere med linkbuilding, bliver du selv langt mere kreativ i din tilgang til at få links og det betyder, at du begynder at se muligheder over det hele.

Bliv inspireret af dine konkurrenter

Du skal passe på med bare at kopiere dine konkurrenters links. Engang kunne man godt gøre sådan, da selv dårlige links ikke skadede dit website. Nu til dags skal du være mere stringent, og sikre dig at du ikke prøver at kopiere den dårlige del af en konkurrents linkprofil. Du kan dog bruge det til at forstå, hvorfor han er placeret som han er, og det er egentlig primært dette, du bruger konkurrent-linkanalyser til, som du bliver mere erfaren.

Overvej nogle af følgende scenarier inden du beslutter dig for at kopiere dine konkurrenters links:

  • Du ved som udgangspunkt ikke, hvilke sites der kunne være eventuelle bad neighbourhoods.
  • Du ved ikke hvilke af deres links, der overfører PageRank eller for den sags skyld ankertekstværdi.
  • Du ved som udgangspunkt ikke om de websites, din konkurrent får links fra, er involveret i linkbytte eller andre tvivlsomme metoder, såsom link-wheels, cloaking etc.
  • Du ved ikke om det er din konkurrent, der styrer websitet.

Mange af ovenstående punkter kan man godt undersøge til fulde, men det kræver tid – tid du kan bruge bedre på andre ting. Forhåbentlig belyser dette nogle af de problematikker, der kan være forbundet med at kopiere konkurrenters links.

Du kan dog bruge linkanalyser af dine konkurrenter til at finde relevante temabaserede websites, hvor du kan tilmelde dit link eller skrive ind og høre om du kan komme på deres liste. Den slags links skal du nemlig bare kopiere – hold dig derimod fra at kopiere hans splog-links og links fra porno- og warez-websites. De vil med garanti ikke fremme forståelsen af dit websites troværdighed, hverken over for søgemaskiner eller søgere.

Dette udklip er taget fra den fulde udgave af Linkbuildingbogen. Køb den fulde udgave her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *